Quantcast
Channel: Madlaboratoriet
Viewing all 531 articles
Browse latest View live

Bagt lakseside med jordskokker og cava

$
0
0
Hovedretten nytårsaften var den skønneste lakseside, der blev bagt på et leje af jordskokker og forårsløg overhældt med fløde og cava. Velbekomme! :)


Bagt lakseside med jordskokker og cava (4 personer):

  • 1 fersk lakseside (ca. 800 g)
  • 750 g jordskokker
  • 1 bundt forårsløg
  • 2 dl fløde
  • 2 dl cava, brut, champagne eller hvidvin
  • limesaft
  • salt og peber
Fjern ender og øjne/mærker fra jordskokkerne, men lad i øvrigt skrællen sidde. Kog dem i letsaltet vand ca. 10 minutter eller til de er næsten helt møre. Hæld kogevandet fra, men gem ca. 1,5 dl. Snit forårsløgene i skrå skiver af ca. 4 cm længde og fordel dem i et ovnfast fad sammen med jordskokkerne. Giv dem et drys salt og hæld cava, fløde og kogevand ved. Læg laksesiden ovenpå med skindsiden ned og dryp den med rigeligt limesaft. Drys med salt og peber og bag ca. 30 min. ved 200 grader eller til laksen er gennemstegt - men giv den endelig ikke for meget!

Serveres med frisk pasta eller bagte kartoffelbåde og en frisk salat.




Grøn salat med langtidsbagte tomater og honningristede valnødder

$
0
0
Denne salat er en rigtig luksuriøs en af slagsen, som passede sig for en nytårsmiddag! Tomater er på denne årstid ikke altid den mest spændende oplevelsen men ved langtidsbagningen får de en anderledes intens og delikat smag, som jeg udnyttede i denne grønne salat med avocado og æble. Hertil ristede jeg nogle valnødder i honning, som karameliserede på panden. Velbekomme!



Grøn salat med langtidsbagte tomater og honningristede valnødder (4 personer):

  • 1 bakkede blandede salater (75 g)
  • 1 bakke rucola (75 g)
  • 1 stor syrligsødt æble (fx Ingrid Marie)
  • 1 moden avocado
  • citronsaft og salt
  • 500 g cherry(blomme)tomater
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 spsk balsamico
  • 1 tsk honning
  • salt og peber
  • 50 g valnødder
  • 1 spsk honning
Start med at tilberede tomaterne (kan gøre dagen - eller flere dage - i forvejen): skær dem i halve og vend dem med en dressing af honning, olivenolie og balsamico i en skål. Bred dem ud på en bageplade beklædt med bagepapir med skindsiden ned og hæld resten af dressingen over. Drys med salt og peber og bag tomaterne 1 times tid ved 200 grader og sluk herefter for ovnen. Lad dem stå heri ind til ovnen er kølet helt af. Opbevar tomaterne på køl i en lufttæt beholder ind til salaten tilberedes.
Kom valnødderne til en varm (men ikke alt for varm), tør pande og rist dem et par minutter - de må endelig ikke brænde på, så hold øje med dem. Kom honningen ved med en lille pinch salt og peber og vend rundt til honningen karameliserer. Lad nødderne køle af et lag og nogenlunde adskilte på en tallerken eller lidt bagepapir. Bland imens salaterne og skær avocadoen i tern og æblet i tynde skiver. Vend dem sammen med salater og tomater i en flot salatskål og top med valnødderne. 

Serveres til al slags festmad - fisk såvel som kød. :)





Hjemmelavet skildpaddeis med hindbærsauce

$
0
0
Så kom vi til rosinen i pølseenden på nytårsmiddagen: hjemmelavet skildpaddeis med hindbærsauce. En solid dessert der udmærker sig ved hindbærrenes syrlige og lette modspil til den bastante is! ;) 



Hjemmelavet skildpaddeis med hindbærsauce (4-5 personer).
  • 1 liter vanilleis (vi brugte Nettos Apassionato, som er ret blød at arbejde med)
  • 8-9 store Toms Skildpadder
  • 300 g hindbær (jeg brugt frosne)
  • 2 tsk vanillesukker
  • 1½ spsk sukker
  • lidt jævning
Start med at tilberede saucen (kan gøres dagen i forvejen): Kog hindbærrene sammen med vanillesukker og sukker til en jævn sauce og juster konsistensen med lidt jævning (jeg brugte 1 lille spsk maizena rørt op med 1 spsk vand). Bliver saucen for tyk kan du fortynde den igen med lidt vand. 





Hak skildpadderne groft og mos dem sammen med isen uden at røre cremen helt ud. Stil evt. isen i fryseren igen, hvis den er smeltet for meget inden servering. 
Server i portionsglas og lad hver tilsætte sin hindbærsauce. Velbekomme! :)

Fyldte snackpebre med quinoa, feta og grønkål

$
0
0
Disse fyldte snackpebre er nemme og hurtige at tilberede, og så smager de i tilgift dejlig og mætter godt! Spis dem som tilbehør til fx fisk eller arabiske deller, eller som en ret i sig selv med en frisk salat. Velbekomme :)



Fyldte snackpebre med quinoa, feta og grønkål ( ca. 3 personer):
  • 4 store røde snackpebre
  • 1,5 dl hvid quinoa
  • 3 spsk smuldret/hakket feta (jeg brugte Apetina, da jeg synes Puck kan være lidt for fed og salt i smagen)
  • ca. 3/4 liter hakket frisk grønkål
  • 1/4 tsk stødt muskat
  • salt
Kog quinoaen i 3 dl letsaltet vand i 15-20 minutter, eller til de er klar og har opsuget væden. Gør imens snackpebrene klar: fjern stængel og kerner og skær dem op langs den ene side. Læg dem på en bageplade eller i et ildfast fad og forbag dem i ovnen ved 200 grader varmluft til fyldet er klar. Hak grønkål fint og vend det i gryden med quinoa og muskat til det er faldet sammen. Vend fetaen i og smag til med salt. Fetaen vil muligvis være tilstrækkelig salt i sig selv. Fordel nu fyldet tætpakket i snackpebrene og bag dem yderligere ca. 15 minutter ved almindelig ovn. 

Sund krydret banan- og pære-kage (sukkerfri)

$
0
0
Januar måned er jo som bekendt den store slankemåned. Men der lå alligevel tre alt for overmodne bananer i frugtskålen og råbte på at blive brugt, så derfor blev det til denne dejligt svampede, krydrede vinterkage, der kun er sødet med frugt og kanel, og så er den heller ikke tilsat fedtstof. Velbekomme! :)




Sund krydret banan- og pærekage:

  • 3 overmodne bananer
  • 2 dl kvark, yoghurt eller andet syrnet mælkeprodukt, du har ved hånden
  • 1 spsk + 2 tsk kanel
  • 3/4 tsk stødt kardemomme
  • 2 tsk stødt ingefær
  • 1/4 tsk salt
  • 1½ dl grovvalsede havregryn
  • 1 rugmel
  • 1½ dl hvedemel
  • 1½ tsk bagepulver
  • 1 stor pære
Mos/purer bananerne og rør dem sammen med kvark, salt, bagepulver og krydderier i en skål. Vend havregryn, rugmel og hvedemel i i nævnte rækkefølge til en tyk og klistret dej. Skær pæren i tern og vend dem i dejen, der hældes ud i en smurt tærteform og bages ca. 30 minutter ved 200 grader. 
Spis den lun eller kold, som den er eller med en klat syrligt eller is!







Sellerisuppe med karry og sur-sødstegte porrer

$
0
0
Så kom sneen endelig over os - om bare for en stund. I hvert fald er det suppevejr og jeg lavede derfor denne nemme sellerisuppe, der har fået et ordentligt skud karry rundet af med kokosmælk og tyndtskårne porrer stegt med mangochutney på toppen. Velbekomme! :)


Sellerisuppe med karry og sur-sødstegte porrer (6-7 personer):

  • 1 stor knoldselleri
  • 1½ liter vand
  • 1½ bouillonterning
  • 2,5 cm frisk ingefær
  • 3 store fed hvidløg
  • 1½ spsk karry
  • 2 tsk paprika
  • 1 lille dåse kokosmælk (ikke light)
  • 1 spsk hvidvinseddike
  • 2 porrer
  • 2 spsk mangochutney
  • en squeeze citronsaft
  • salt
Skræl sellerien og skær den i store tern. Kom dem i en stor gryde med vand, bouillon og hakket ingefær og hvidløg. Lad det koge 15-20 minutters tid, eller til sellerien er mør, og purer med en stavblender. Rør kokosmælk, karry og paprika i, smag til med salt og juster evt. konsistensen med mere vand. Vær opmærksom på at suppen har tendens til at sprutte efter den er blevet pureret, så læg enten låg på eller rør konstant for ikke at blive ramt af de brændende klatter (jeg taler af bitter erfaring! ;) ).
Imens suppen koger, skæres porrerne i tynde ringe, der ristes på panden i en smule olivenolie og et drys salt, til de er faldet sammen. Vend mangochutney og citronsaft i og server porrerne som topping til sellerisuppen. 

Spinatsalat med senneps-skyrcreme, æbler og champignon

$
0
0
For det meste laver jeg bare en olie-eddikedressing eller en variation heraf til mine salater, men en gang i mellem kan man nu også godt bruge en 'rigtig' dressing. Derfor lavede jeg denne cremede en af slagsen med skyr og grovkornet sennep, som er god på de grønne bladsalater, men også til fx jordskokker. Velbekomme! 




Spinatsalat med senneps-skyrcreme, æbler og champignon:

  • ca. 1 liter friske spinatblade
  • 1 æble
  • ca. 200 g champignoner
  • 1/3 agurk
  • 1 snackpeber
  • 1½ dl skyr
  • 2 tsk grovkornet sennep
  • ½ tsk honning
  • salt og peber
Skyld spinaten og dup den tør i et viskestykke eller slyng den i en salatslynge. Skær æble og agurk i tern og svampe og snackpeber i skiver. Rør en creme af skyr, sennep og honning og smag til med salt og peber. Vend dressingen sammen med de øvrige ingredienser og server salaten til fx tærter, pastaretter eller grillmad.





Stegte svampe med soltørrede tomater, hytteost og gulerodspasta

$
0
0
Min kæreste er taget på udveksling i USA, så det næste stykke tid vil den i højere grad stå på mad-til-én og nok også mindre kage og mere sundt på bloggen end det sidste halve års tid har bragt! Vi levede alt for godt i Paris (og det fortryder vi ikke!), men det har selvfølgelig sat sine spor, så nu er det op på arbejdshesten igen. ;)

Her kommer en lækker kaloriefattig paleoret til én person med masser af smag og umami fra svampe og soltørrede tomater. Samtidig har jeg langt om længe anskaffet mig en spiralizer, altså et køkkenværktøj til at lave fine 'pasta'spiraler/strimler af grøntsager. Jeg er stor fan! Det ser simpelthen så fint ud, synes I ikke? :)



Stegte svampe med soltørrede tomater, hytteost og gulerodspasta (1 person):
  • ca. 250 g champignoner eller andre svampe
  • 1 lille rødløg (på størrelse med en bordtennisbold)
  • 3-4 halve soltørrede tomater (jeg bruger Nettos, der ikke er i olie, men til gengæld ret salte. Du kan evt. lige sætte dem i blød i lidt vand, inden du tilsætter dem)
  • evt. salt
  • 2 spsk hytteost
  • 1 spsk hakket/nippet frisk persille eller purløg
  • 1 stor gulerod
  • lidt balsamicoglaze
Skær rødløget i halve tynde skiver og svits dem i lidt olivenolie i en gryde. Tilsæt svampene i kvarte eller halve (alt efter hvor store de er) og steg dem til de lige akkurat er møre. Hak de soltørrede tomater groft og vend dem i. Smag om retten skal have mere salt end tomaterne tilfører. 
Lav guleroden til 'pasta' med spiralizeren (kan også gøres ved at strimle dem med en kartoffelskræller) og anret den på en tallerken med svampene. Sæt hytteosten i klatter og top med persille og lidt balsamicoglaze for et syrlig-sødt modspil til retten.








Krydrede bagte æbler

$
0
0
Jeg havde en masse pigeonæbler liggende, som jeg ikke orkede at skrælle (der ville jo nærmest ikke være noget æble tilbage!) og koge grød af, så jeg besluttede at prøve at bage dem i ovnen med lidt kanel, kardemomme og ingefær. Resultatet var virkelig lækkert, og æblerne kan anvendes på mange måder (se opskrift) både som morgenmad, snack og dessert. Velbekomme! :)




Krydrede bagte æbler:
  • pigeonæbler eller bare nogle små æbler
  • kanel
  • kardemomme
  • ingefær
Halver æblerne og fjern kernehuset. Læg de halve æbler med skrælsiden ned i et ovnfast fad og giv hver et godt drys kanel og en lille pinch kardemomme og ingefær. Bag æblerne ved 175 grader i ca. 45 minutter og sluk så for ovnen, idet du lader æblerne blive deri. Spis æblerne lune eller kolde som snack i sig selv, med lidt syrnet mælkeprodukt eller vanilleis, på havregrøden eller som tilbehør til ost.






Fyldte peberfrugter med broccoli, sesam og hytteost

$
0
0
Fyldet i disse bagte peberfrugter kan nok bedst beskrives som en slags broccoli-soufflé. Broccoli og æg er i min verden altid en vinder-kombi, og denne ret, hvor duoen desuden fik selskab af hytteost og lidt hjemme(kaffe)kværnet sesammel, var ingen undtagelse! Et let og lækkert måltid - velbekomme. :)




Fyldte peberfrugter med broccoli, sesam og hytteost (1 person):

  • ½ broccoli
  • 2 store spsk hytteost
  • 2 spsk sesammel (kan kværnes i en kaffekværn) eller sesamfrø
  • 1 stort æg
  • salt
  • 1 rød eller gul peberfrugt
Skær broccolien i grove stykker og kog dem møre i let saltet vand. Skær imens peberfrugten over i to halve og fjern stilk og kerner. Beklæd en bageplade med bagepapir og læg de halve peberfrugter herpå med skindsiden ned. Damp den kogte broccoli nogenlunde tør i gryden og purer groft med en stavblender. Rør hytteost og sesammel i og smag til med salt. Rør ægget i og fordel broccolimassen i peberfrugt-halvene. Der kommer godt med top på og det er fint. Bag peberfrugterne ca. 25-30 minutter ved 200 grader. Server med en frisk salat eller som tilbehør til andre retter. 






Squashghetti med rødbede-chevrecreme og ristede græskarkerner

$
0
0
Denne sunde paleo-ret er bare vildt smuk at se på, og så smager den intet mindre end fantastisk! Rødbeden går utrolig godt i spænd med den salte, fede gedeost, og så får de knasende sprøde græskarkerner på toppen ligesom det hele til at hænge sammen. Velbekomme :)



Squashghetti med rødbede-chevrecreme og ristede græskarkerner (2 personer):

  • 1 stor rødbede (ca. 300 g)
  • 1 spsk vand
  • 75 g gedeflødeost (kan evt. erstattes af feta, hvis ikke du er til ged)
  • ½ spsk æblecidereddike
  • salt og peber
    ---
  • 1 stor squash
  • 2 tsk olivenolie
  • salt
  • 2 spsk græskarkerner
Start med at tilberede cremen (kan sagtens tilberedes 1-2 dage før). Skræl rødbeden og skær den i grove stykker. Bag dem i ovnen ca. 30 minutter på et tidspunkt, hvor du alligevel bager noget. Purer rødbede og vand med en stavblender og rør ost og eddike i. Smag til med salt og peber.
Rist græskarkernerne, enten på en varm tør pande eller i ovnen med rødbederne.
Lav spaghetti af squashen med en spiralizer eller med en kartoffelskræller og fordel det på to tallerkener. Hvis du vil have retten varm, kan du lige give tallerkenerne et minut i mikroovnen. Vend olivenolien i sammen med lidt salt og fordel rødbedecremen i klatter ovenpå. Top med græskarkerner og server straks.





Paleo broccoli-pizza med svampe, tomater og balsamicoløg

$
0
0
Hvem elsker ikke pizza? Jeg gør i hvert fald, men det er nu rart at kunne spise sig mæt med god samvittighed. Jeg har tidligere eksperimenteret med den så berømte blomkålspizza. Denne pizzabund er imidlertid lavet på broccoli, hytteost og æg tilsat lidt HUSK (loppefrøskaller), og har en overraskende fast og sammenhængende konsistens, som minder meget om en traditionel pizzabund. Velbekomme :)





Faktisk forberedte jeg allerede det meste af broccolibunden dagen før, da jeg lavede disse fyldte peberfrugter med broccoli, sesam og hytteost. Jeg lavede blot dobbeltportion af broccoli/hytteost/sesammel-blanding og gemte halvdelen i en bøtte i køleskabet til denne pizzabund, sådan at jeg bare manglede at røre æg og HUSK i - virkelig nemt!

Broccolipizza med svampe og 2 slags tomater (1 person):

Bund:
  • ½ broccoli
  • 3/4 dl hytteost
  • 1 spsk sesammel
  • 1 æg
  • 1 god spsk HUSK loppefrøskaller
  • salt og peber
Fyld:
  • 6-8 blommecherrytomater
  • 6 champignoner
  • 1 lille rødløg
  • ½ spsk balsamicoglaze
  • 2 tsk olivenolie
  • salt
  • ost efter smag (jeg brugte lidt smuldret gedeflødeost)
Kog broccolien og damp den tør i gryden. Purer med en stavblender og rør de øvrige ingredienser i. Bred massen ud i en cirkel på en bagepapirsbeklædt bageplade. Skær løget i tynde både og tomaterne i halve og vend dem med balsamicoglaze, olie og lidt salt. Læg dem med skæresiden på på bagepladen ved siden af broccolibunden og bag det hele 15 minutter ved 200 grader. Skær herefter svampene i skiver og fordel dem på den forbagte bund, evt. sammen med ost. Giv pizzaen yderligere ca. 10 minutter i ovnen og top med ost. Server straks!








Krydrede ovnfrikadeller og grønkålssalat med hokkaido

$
0
0
Det kan tælles på meget få fingre, hvor man gange jeg har lavet (kød)frikadeller i de 3½ år jeg har været udeboende. Men da nu Netto havde tilbud på svinefars, og jeg faktisk godt kunne spise en lækker frikadelle, gav jeg mig i kast med det! For at slippe for stegebesværet og, ikke mindst, -osen, valgte jeg at bage dem i ovnen, hvor de passede sig selv, mens jeg lavede en lækker grønkålssalat med hokkaido, som bagte mens jeg lavede frikadellefarsen. Smart, ikke? ;) Velbekomme.


Grønkålssalat med hokkaido og rosmarin (2-3 personer):
  • ca. 1½ liter frisk grønkål, finthakket stand
  • ½ stort hokkaidogræskar
  • 1 + 1 spsk valnøddeolie (eller anden god olie)
  • rosmarin
  • salt
  • 1½ spsk æblecidereddike
  • 1½ tsk honning
Fjern indmad og kerner fra græskarret og skær det i tern af ca. 2 x 2 cm. Kom dem i en bradepande beklædt med bagepapir og vend en spsk olie i. Drys med salt og rosmarin og bag ca. 20 minutter, eller til ternene er møre, ved 200 grader. Kom græskarternene i en skål og lad dem køle af, mens grønkålen hakkes. Pisk eddike, en spsk olie og honning sammen med et drys salt og peber og vend det i grønkålen sammen med græskartern.


Krydrede ovnfrikadeller (ca. 15 stk.):
  • 1 løg (jeg brugte rødløg)
  • 3 store fed hvidløg
  • 500 g svinefars (jeg brugte 10-14 %)
  • 1 stort æg
  • 1 tsk salt
  • et godt drys peber
  • 1½ tsk tørret mynte
  • 1 tsk kanel, karry, ingefær og koriander
  • ½ tsk kardemomme
Forbered frikadellefarsen, mens græskarternene bager. Hak løg og hvidløg fint og rør det sammen med svinekød, æg og krydderier. Form farsen til ca. 15 runde deller og læg dem på bagepapiret efter græskarternene. Bag dellerne ca. 20-25 minutter ved 200 grader.





Rødbedefalafler

$
0
0
Det allerførste blogindlæg på Madlaboratoriet var en begejstret hyldest til rødbedehummus. Falafler kan på en måde betragtes som en slags bagt hummus, så her kommer en lige så begejstret version med rødbede lavet på soyabønner og for nemheds skyld bagt i ovnen - en ordentlig portion lige til at fryse ned og tage med på madpakken en travl dag! Velbekomme :)



Rødbedefalafler (25-30 stk.):

  • 3 dl soyabønner (mål i tørret stand) eller andre bønner/kikærter
  • 1 stor rødbede, ca. 275 g
  • 1 stort løg (jeg brugte rødløg)
  • 4 store fed hvidløg
  • 4 spsk sesammel (malet i kaffekværn) eller 3 spsk sesamfrø eller tahin
  • 2 tsk garam masala og paprika
  • 1 spsk karry
  • ca. 1½-2 tsk salt
  • 1 spsk malet hørfrø + 2 spsk lunkent vand (kan evt. erstattes af et lille æg)
Sæt bønnerne i blød natten over og kog dem møre sammen med rødbeden (skrællet og skæret i grove stykker) i let saltet vand, ca. 45 minutter. Hak imens løg og hvidløg fint og sæt hørfrøpulveret i blød med vand. Hæld vandet fra bønner og rødbede og damp dem tørre. Purér med en stavblender direkte i gryden (det gør ikke noget med lidt klumper af bønner og rødbede) og rør løg, hvidløg, krydderier, sesammel og hørfrøslim. Form med en ske 'farsen' til ca. 25-30 små boller der lægges på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag falaflerne ca. 45 minutter (jeg har dog en lidt dum lille ovn, og det kan være de skal have kortere tid i en almindelig god ovn) ved 200 grader - eller til de virker faste, men stadig bløde. Du kan vende dem om på de anden side halvvejs, hvis de, som i min ovn, har tendens til at blive mere bagte nedenunder end ovenpå. 

Spis dem med pesto, en yoghurtdip med tahin eller krydderurter, i wraps, som snack eller i en sandwich!








Grønkålspesto med mandler

$
0
0
Jeg havde købt en ordentlig sæk (et halvt kilo!!) frisk grønkål, og det kan altså godt være meget at komme igennem, før det bliver dårligt, når man kun er én person. Jeg besluttede derfor at bruge en god portion på denne lækre pesto med mandler og soltørrede tomater. Velbekomme!


Grønkålspesto:
  • ca. 1 og 1/3 liter grønkål, groft hakket og løst pakket
  • 20 mandler
  • 6 halve soltørrede tomater (jeg bruger den tørre slags fra Netto)
  • 2 spsk valnøddeolie eller anden lækker olie
  • 1 fed hvidløg
  • lidt vand
Kom hvidløg og så meget grønkål der kan være i en minihakker/lille blenderglas med en smule vand og purér. Der går lidt inden blender får ordentligt fat, og du vil skulle åbne og mase grønkålen ned flere gange. Tilsæt olie, mandler og soltørrede tomater samt gradvis mere kål efterhånden, som der bliver plads til det. Smag om der evt. skal lidt salt i - jeg synes tomaterne er salte nok i sig selv - og juster evt. konsistensen med mere vand eller olie.

Broccoliwraps med rødbedefalafel, fennikel og grønkålspesto

$
0
0
Sidste uge lavede jeg denne pizza med broccolibund og det inspirerede mig til at prøve at lave en lignende wrap på broccoli. Hertil spiste jeg de lækre rødbedefalafler sammen med en yoghurt-tahindip, frisk fennikel og min hjemmelavede grønkålspesto. Velbekomme!


Broccoliwraps med rødbedefalafel, fennikel og grønkålspesto (1 person):
  • Wraps:
  • ½ broccoli (inkl. stok)
  • 1 æg
  • 1 spsk HUSK loppefrøskaller
  • ca. 1½ spsk revet ost
  • ½ tsk salt
    ---
    Fyld:
  • 4 rødbedefalafler
  • grønkålspesto (eller anden grøn pesto)
  • lidt fintskåret fennikel
  • yoghurtdip: 1 dl yoghurt naturel + ½ spsk tahin + 1 pinch salt
Skær broccolien i grove stykker og kog dem møre i letsaltet vand. Hæld vandet fra og damp stykkerne tørre, inden du purerer dem med en stavblender (kan gøres direkte i gryden). Rør æg, ost, HUSK og salt i og lad massen stå et par minutter inden du fordeler den i to klatter på en bageplade med bagepapir. Spred massen ud i to flade pandekager af ca. godt en halv cm tykkelse. Bag pandekagerne ca. 15 minutter ved 200 grader. Lad dem køle en smule af, inden de serveres med fyldet. 






Smørstegt fennikel med rødbede, linser og gedeost

$
0
0
Kære venner: Jeg har knækket en hård nød! :D Fennikel er en forholdsvis ny grøntsag i mit køkken, og jeg har brugt den i flere salater hen over efteråret, men jeg har ligesom ikke være helt overbevist. Jeg er vild med den skarpe lakridsduft og sprøde konsistens, men alligevel er det altid endt med at blive en af de der ting i salaten, som mest bare var lidt irriterende.
Men nu er den i kassen: STEGT fennikel i SMØR med en lille pinch salt smager intet mindre end himmelsk! Her i en skøn lun vintersalat med kogte rødbeder i eddikedressing, grønne linser og cremet gedeost på toppen. Velbekomme :)



Smørstegt fennikel med syrlig rødbede, linser og gedeost (1 person + lidt rester):

  • 1 dl grønne linser eller puy linser
  • 1 lille rødløg
  • 1 stor rødbede, ca. 250 g
  • en medium fennikel
  • smør til stegning
  • salt og peber
  • 1½ spsk æblecidereddike
  • 1 spsk valnøddeolie eller olivenolie
  • 2 tsk honning
  • ca. 20 g gedeost
Kog linserne møre i letsaltet vand ca. 15 minutter. Skræl rødbeden, skær den over på langs og i tykke skiver. Kog dem møre, ca. 20 minutter. Pisk olie, eddike og honning sammen til en dressing og smag til med salt og peber. Vend lidt af dressingen med de kogte linser og resten med de kogte rødbeder. Hak rødløget fint og svits det på panden i en smule olie med lidt salt og tilsæt linserne kortvarigt. Skær fennikelen i tynde både og steg dem i smør på panden med en smule salt, ca. 3 minutter på hver side til de er let brunede og møre. Anret (alt sammen lunt) fennikel, linser og rødbede på en tallerken og top med smuldret gedeost.





Paleo græskar-bananpandekager med chokosauce

$
0
0
Den anden dag havde jeg inviteret min veninde på brunch og lavede i den forbindelse disse små lækre krydrede og svampede pandekager med banan og græskar. Hertil serverede jeg en fræk og sund chokoladesauce lavet på banan og ren kakao. Velbekomme! ;)


Krydrede græskar-bananpandekager (ca. 20 små stk.):
  • 3 dl græskarpuré (bare kogt og pureret hokkaido fx)
  • 2 godt modne bananer
  • 3 store æg
  • 5 spsk sesammel (eller andre slags kerne/nøddemel)
  • 2 spsk HUSK
  • 1½ spsk kanel
  • 2 tsk ingefær
  • 1 tsk kardemomme
  • ½ tsk nellike og allehånde
Purér bananerne med græskarmosen og pisk det godt sammen med æggene. Rør krydderier, HUSK og sesammel i og lad dejen stå og trække lidt 5-10 minutters tid, så loppefrøsskallerne kan nå at svulme op. Steg 4 små tykke pandekager ad gangen (en god spsk dej til hver) i en smule smør et par minutter på hver side.

Chokosauce:
  • 1 moden banan
  • 2 spsk ren kakao
  • 2 spsk mælk
Blend alle ingredienser sammen og server med de lune pandekager.





Sund yoghurt-panna cotta med kaffe

$
0
0
Denne fedt- og sukkerfattige panna cotta med yoghurt og kaffe er virkelig smuk og delikat og kan både nydes som en sund dessert eller til en rigtig luksusbrunch. Opskriften har jeg tyvstjålet her. ;) Velbekomme!



Yoghurt-panna cotta med kaffe (4 små portioner):
  • 1 dl meget stærk kaffe (jeg brugte 2 tsk nescafe)
  • 1½ spsk honning eller dit foretrukne sødemiddel
  • 300 g yoghurt naturel
  • 2½ blad husblas
  • Pynt
Læg husblasen i blød i koldt vand. Lav imens kaffen og rør honningen ud heri. Tryk husblasen fri for vand og opløs den i kaffen. Sørg for at temperaturen ikke er alt for varm, inden du rører yoghurten i, så det ikke skiller. Hæld massen i fire ramekiner/muffinforme eller lignende og dæk med film. Lad panna cottaen stå mindst 3 timer på køl eller natten over.
Server med lidt fin pynt; hakkede nødder, bær, chokolade etc. Selv pyntede jeg med lidt frysetørrede jordbær samt en smule blommesaft.





Sprøde grønkålskiks

$
0
0
Jeg lavede i sidste uge en ordentlig portion grønkålspesto, men det var altså også lige i overkanten af, hvad jeg ene person kunne komme igennem, inden den blev for gammel. Derfor besluttede jeg at komme resten i en portion sprøde kiks med masser af kerner, og resultatet var ret lækkert! Grønkålssmagen giver et raffineret twist til de sædvanlige knækbrød. Velbekomme :)



Sprøde grønkålskiks (1 bageplade):
  • 1½ dl grønkålspesto (eller anden, gerne lidt grøntsagskoncentreret, pesto)
  • 1 dl vand
  • 1 dl solsikkekerner
  • 1 dl sesamfrø
  • 2 spsk hørfrø
  • 2 spsk græskarkerner
  • 2 dl sigtemel
  • 1 dl + et par håndfulde rugmel
  • 2 tsk bagepulver
Rør pestoen sammen med vand, bagepulver og kerner. Rør sigtemel i lidt ad gangen og herefter den ene dl rugmel. Tilsæt herefter rugmel efter behov; du skal ende med en fast, ikke klistret, men heller ikke tør, dej. Rul dejen ud i en rektangel af ca. ½ cm tykkelse og læg den på en bageplade med bagepapir. Prik dejen med en gaffel og skær den næsten igennem i passende kiksefirkanter. Bag ca. 20-25 minutter ved 200 grader. Bræk firkanterne fra hinanden og lad dem køle helt af på en rist, inden du kommer dem i en kagedåse eller lignende.

Server kiksene, som de er, eller med smør og/eller ost!
Viewing all 531 articles
Browse latest View live


<script src="https://jsc.adskeeper.com/r/s/rssing.com.1596347.js" async> </script>